Veje og landingsbaner i Arktis
Højere temperaturer i de arktiske egne giver problemer med veje og landingsbaner, som på grund af smeltende permafrost begynder at synke og revne. Ph.d. studerende Anders Stuhr Jørgensen fra Center for Arktisk Teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet er i gang med at undersøge, hvordan det kan forhindres. Hvor langt er der ned til permafrosten, og hvad er den årlige variation i det lag, der tør i løbet af sommeren og fryser igen om vinteren.
For at undersøge hvad det betyder for permafrosten, hvad overfladen består af, er der i Kangerlussuaq lufthavn i Vestgrønland lavet et hvidmalet felt på landingsbanen. Her måles så forskellen på, hvor langt ned det tør under den almindelige sorte asfaltoverflade og under det hvidmalede felt. Det viser sig, at under den sorte overflade tør 4 m op hver sommer, mens det under den hvidmalede kun er 3 m.
Så kunne man jo tro, at det bare var om at komme i gang med at få malet alle overflader hvide, men så enkelt er det ikke. Amerikanerne testede det tilbage i 1960’erne, og en af ulemperne er, at den hvide overflade bliver mere glat, fordi der hurtigt dannes et tyndt lag is ovenpå. Så i stedet for at male overfladen lys, forsøger man nu med forskellige stensammensætninger i asfalten, som skal gøre den lysere. Det gør man bl.a. ved tilsætning af flint til asfaltblandingen.
Et af de steder, denne metode testes, er i Sisimiut. Her er en strækning på 40 m belagt med forskelligt materiale. På de første 10 m er der belagt med almindelig asfalt. De næste 10 m er iblandet et elastisk plastmateriale fra Korea. De følgende 10 m med dobbelt portion af samme materiale, og de sidste 10 m er iblandet knust flint. Anders Stuhr Jørgensen er også involveret i tilsvarende projekter i Canada, hvor der testes med andre overfladeblandinger, bl.a. et cementbaseret produkt som males oven på asfalten.
En anden ulempe ved den lyse overflade er blændingen, som kan genere bilister og piloter og dermed give farlige situationer i trafikken.
I mange år har der været planer om at anlægge en vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq, hvilket er en strækning på 170 km. Det er et meget stort og dyrt anlægsprojekt, som vil kunne få gavn af de undersøgelser, der nu laves. I sommeren 2008 er Sisimiut kommune gået i gang med de første 1½ km af vejen. På denne strækning skal forskellige konstruktionsmetoder testes. En metode er en mere ventileret konstruktion, som skal trække varm luft ud af vejen ved hjælp af drænrør lagt ind i vejkassen. Ideen er, at kold luft trækkes ind i bunden, og varm luft presses ud foroven. Det skulle gerne mindske optøningen af permafrosten. En anden metode, der skal testes, er brugen af Leca kugler som isolering for at beskytte kulden i de oprindelige lag.
Metoden med drænrør testes også i en lufthavn i Nunavik i Canada på siden (skulderen) af landingsbanen. Foruden metoden med at trække den varme luft ud af konstruktionen, laves der forsøg med forskellige grader af hældning på skulderen. Når sneen ryddes fra landingsbaner og veje, kommer den som oftest til at ligge på skulderen. Dermed virker den isolerende og får permafrosten til at smelte. Det er derfor specielt her, der først sker ændringer og revnedannelser. Hvis man ved hjælp af en anden hældning kan få sneen til at blive blæst væk i stedet for at blive liggende, vil det være en stor fordel. En anden metode, der testes, er at lægge et lag geotekstil ind i skulderen. Det er en 10 cm tyk plastikmåtte, hvor der er mulighed for at luften kan trænge ind i og ventilere konstruktionen. Det er samme princip som med drænrørene, hvor den kolde luft trækkes ind, og den varme luft presses ud gennem nogle rør i konstruktionens skulder.
Kontakt: Ph.d. studerende Anders Stuhr Jørgensen, Center for Arktisk Teknologi, Danmarks Tekniske Universitet
Tekst og fotos: Vibeke Sloth Jakobsen, DPC.
